Sådan er det også at være menneske
Nuets ubehag
I vores moderne verden oplever vi ofte, at det er svært at være nærværende i nuet, fordi vi har så mange muligheder for at forgøgle dette nu.
Forgøgle betyder at vildlede eller fordreje, hvilket vi gør, når vi lader vores opmærksomhed forføre af de sociale mediers hurtige kommunikation eller fortaber os i korte underholdende film (Reels) og TV-serier.
I løbet af en dag opstår der mange tilfældige øjeblikke, som vi er hurtige til at forgøgle ved bl.a. at hive mobilen op af lommen og underholde os selv. Disse tilfældige øjeblikke rummer forskellige psykiske og fysiske tilstande, som kan opleves kedelige og frustrerende, og som vi ikke umiddelbart ønsker at tilbringe tid med.
Umiddelbart synes den strategi, at vi aktivt kan flytte vores fokus til nogle lettere fordøjelige tilstande, god, MEN det er uhensigtsmæssigt, hvis vi konsekvent flygter fra ubehaget i nuet og aldrig lærer det at kende. Så ender vi med at være konstant fraværende i øjeblikket.
Misbrug af vores sanser
I vores oprindelige form som menneske har vi fået sanser for at overleve, men i den moderne verden er sansernes funktion ofte blevet til nydelsesorganer, som kræver sine livretter. Vi sætter musik, podcast og lydbøger i ørerne, mens vi løber, cykler, gør rent, laver lektier m.m. og lader os forføre ind i underholdningens eller selvoptimeringens univers.
Omvendt kan vi have stor opmærksomhed på at fodre en sans med indtryk og slet ikke være nærværende med en andens sans oplevelsesmuligheder. Det kender vi til, når vi lader os underholde med mobilen eller avisen, mens vi spiser et måltid mad. Her bliver fortolkningen af indtrykkene fra synssansen den dominerende og smagsoplevelserne fra maden overhøres.
At være med ubehag
Vi kender til at kontrollere og bevidst vælge indtryk til vores sanser, og på den måde har vi lavet et selvkonstrueret og lettere fordøjeligt nu, som umiddelbart synes at tilfredsstille vores behov for kontrol og fravær af kropsligt og psykisk ubehag.
Desværre fritager vi også os selv muligheden for at lære ubehaget at kende og dermed overhøre de signaler, der kan være i ubehaget. Er det ensomheden der melder sig på banen, er det et signal om at række ud efter andre. Er det en tomhedsfølelse, der giver sig til kende, er det vigtigt at gøre sig klart, om livet der leves, er meningsfuldt for dig. Er det sorgen der kræver at komme til udtryk og blive gennemlevet, eller er det bare et ubehag, som er til stede og skal mærkes for en stund.
Den moderne verdens effektive muligheder for at forgøgle nuet, kan fremmedgøre os for vores egen menneskelighed. Vi er som mennesker skabt til at mærke og udholde ubehag i form af svære følelser, hvis vi tillader os selv at være med det, uden at ville flygte fra det. Det kan opleves ubehageligt og det går over af sig selv, hvis du lærer at være med det.
Nuets fortræffeligheder
Det at snakke med et andet menneske om, hvad der rører sig i os og blive mødt med forståelse og empati gør det nemmere at være med det, som opleves svært. En samtale kan føre til at vi bliver klogere på os selv, og dermed ikke er så bange for, at vi er forkerte. Næste gang de ubehagelige tilstande og følelser opstår, er de måske endda blevet nemmere at gennemleve, fordi vi ved, at sådan er det bare nogle gange at være menneske. Måske opdager vi endda noget nyt og meningsfuldt om det at være menneske, som vi kan give videre til andre i en samtale.
Den horisontale måde at være i livet på, hvor vi altid er på farten, på vej et sted hen eller på vej væk fra noget forhindrer os i at opleve den vertikale tilstand af dybde, åbenbaringer om livet, selve det at være til stede med det, der er lige nu.