Din rolle i din nærtståendes recovery-proces

Hvad betyder recovery?

Recovery er den proces, som din nærtstående i psykisk mistrivsel, går ind i, når han/hun er klar til det. Recovery handler om, at din nærtstående går fra at være fastlåst og tilbagetrukket i mismod og mistrivsel til en erkendelse af, at alt ikke er tabt og at et tilfredsstillende liv er muligt at leve. Din nærtstående begynder at være nysgerrig på og realistisk omkring de symptomer den psykiske lidelse har for vedkommendes liv. En erkendelse heraf og mod til at se symptomerne i øjnene er også de første skridt henimod at tage et større ansvar for eget liv.

I stedet for at føle at intet kan lade sig gøre, begynder din nærtstående at opleve lyst og mod til at gå sin egen vej henimod at genopbygge sin identitet samt finde ud af, hvilke aktiviteter der opleves meningsfyldte. Den psykiske lidelse vil stadig være til stede i din nærtståendes liv, men den vil kun være en del af vedkommendes liv og ikke fylde det hele. Den psykiske lidelse vil være noget, som din nærtstående tager større ansvar for og får mere kontrol over. Det sker ved din nærtstående lærer at acceptere sig selv og dermed også lærer den psykiske lidelses symptomer at kende. Din nærtstående kan på den måde tage de nødvendige hensyn til sig selv samtidig med, at han/hun kan sætte sig meningsfyldte mål i livet.

Din nærtståendes recovery-proces handler meget kort fortalt om at gå fra at bebrejde og kritisere sig selv til at se på sig selv med venlige øjne. En sådan recovery-proces foregår ikke lineært, men foregår frem og tilbage, op og ned, til venstre og til højre, mod øst, vest, nord og syd – en recovery-proces er individuel og kan ikke sættes på en formel.

Sådan er du en god støtte for din nærtstående

Som pårørende er det vigtigt at vide, at ansvaret for den psykisk lidende også ligger hos den psykisk lidende. Som pårørende kan du være en kæmpe støtte i din nærtståendes recovery-proces, men det er vigtigt, at du er klar over, at du ikke kan overtage en anden persons livsansvar. 

Du kan støtte op om din nærtstående ved:

·         at lytte til din nærtstående uden at ville påvirke i en bestemt retning. 

·         at rumme de svære følelser som magtesløshed, mismod, håbløshed m.fl. hos din nærtstående

·         at holde fast i håbet, når din nærtstående har mistet det.

·         at lave aftaler om praktisk støtte i det omfang, du som pårørende kan holde til.

·         at være sammen med din nærtstående uden at ville lave om på vedkommende.

·         at tale til den sunde del af personligheden og ikke gå med den syge.

·         at forholde dig rolig, når din nærtstående er i ubalance.

·         at vise almindelig medmenneskelig interesse og forståelse.

·         at skrue ned for ambitioner og krav.

·         at give tid og ro.

Du skal være klar til at rumme forandringer i en recovery-proces

I hverdagen er det som pårørende svært at se og være vidende til, at en person tæt på dig ikke trives, og du bliver nemt smittet af din nærtståendes sindstilstande. Det er helt naturligt, at få du får trang til at handle dig ud af situationen, ligesom vi gør på mange andre livsområder. I forhold til din nærtstående er det bare slet ikke sikkert, at den måde du ønsker, der skal handles på, stemmer overens med din nærtståendes ønsker. Derfor skal du lytte og forholde dig åben til din nærtståendes ønsker, således det I gør, foregår i overensstemmelse med hinanden. Hvis du gang på gang overtager hele ansvaret og handler på din nærtståendes vegne, fratager du også din nærtståendes mulighed for at leve sit eget liv. 

Det er svært at overlade styringen til din nærtstående, hvis du som pårørende på forhånd mener at vide, at den kurs din nærtstående er på, vil føre til nederlag. Her er det vigtigt at huske, at du som pårørende ikke kan se ind i fremtiden, men blot tror at vide det. I stedet kan du udtrykke din bekymring ved at begynde en åben dialog, hvor du lytter og forholder dig åben til din nærtståendes ønsker om fremtiden.

Hvis du oplever at din nærtståendes ønsker og mål er meget urealistiske, så hjælp din nærtstående med at gå det allerførste lille realistiske skridt i den retning fremfor at kritisere, være bedrevidende og skyde målet ned. Herved bevarer du håbet og det meningsfulde hos din nærtstående. Husk at en recovery-proces ikke er lineær, men udvikler sig løbende.

Som pårørende vil du alt det bedste for din nærtstående og dermed også sørge for, at din nærtstående undgår nederlag. I den ånd kan du være ufrivillig medvirkende til at din nærtstående ikke udvikler sig personligt. Det at turde have modet til at give slip på din nærtstående og stadig være tilgængelig, når din nærtstående har brug for omsorg, er vigtig at kunne rumme.

Husk at holde dialogen åben og i live.

 

Forrige
Forrige

Sådan er det også at være menneske

Næste
Næste

Til dig, som er pårørende til en person i psykisk mistrivsel