Når en i familien rammes af langvarig psykisk mistrivsel

Når et familiemedlem rammes af psykisk mistrivsel fx i form af depression, angst eller en anden psykiatrisk diagnose er det vigtigt at være opmærksom på, at alle i familien bliver påvirket af den pågældende situation. Det er forskelligt, hvordan medlemmerne i familien vil reagere, og ofte vil opmærksomheden og energien i familien gå til det familiemedlem, der lider af psykisk mistrivsel - det vil være helt naturligt.

Ved langvarig psykisk mistrivsel, er det imidlertid vigtigt for forældre at vide, at de har ansvaret for, at børn og unge i familien har et behov for at blive set, hørt og forstået.

Børn og unges tanker og følelser

Børn og unge kan godt fornemme, når der er noget galt i familien uden, at der er blevet sat direkte ord på familiens tilstand. Her er det vigtigt at bekræfte børn og unge i, at det er rigtigt, at noget er anderledes end før og dermed bekræfte dem i, at deres fornemmelse er rigtig. Hvis de ikke bliver bekræftet i deres fornemmelse af familiens tilstand, kan de føle, at det er deres skyld, hvilket er en kæmpe belastning at leve med og i sig selv kan føre til mistrivsel.

De voksnes ansvar i familien

Dernæst er det forældrenes opgave at sætte ord og forklaringer på det, der synes uforståeligt og kaotisk for barnet og den unge. Det betyder, at forældrene skal have tilstrækkelig information og viden om familiemedlemmets psykiske mistrivsel, således familien kan udvikle et sprog, der kan forberede barnet og den unge på det nye, der sker i familien. Det, der i barnet og den unges univers, synes ubegribelig, skal de voksne hjælpe med at gøre begribeligt.

Her kan du opsøge hjælp

Måske skal de voksne også klædes på til at kunne håndtere det ansvar, de har i familien. I sådan et tilfælde kan være relevant at opsøge viden om, hvad langvarig psykisk mistrivsel er, og hvordan det bedst håndteres. Heldigvis er der gratis telefon rådgivninger som fx Sind Rådgivningen, der har telefon nr. 70 23 27 50. Her sidder der kompetente folk ved telefonerne i dagtimerne, som er parate til at rådgive, når man ringer til dem. Det er også muligt at kontakte og booke en rådgiver på telefon nr. 71 74 34 91 inden for organisationen Bedre Psykiatri for at opnå viden.

Det er vigtigt, at børn og unge ikke står alene med noget, som de ikke har nogen forudsætninger for at kunne håndtere. Derfor er det vigtigt, at de ved, hvad de selv kan gøre og er oplyste om, hvor de kan søge hjælp, hvis der er brug for det. Børn og unge højner deres mestringsstrategier, når de ved, hvordan de skal overkomme de udfordringer, som de eventuelt kommer til at stå overfor i forbindelse med langvarig psykisk mistrivsel.

Forrige
Forrige

Bliv klogere på følelser

Næste
Næste

Sådan er det også at være menneske