Arbejdet med relationen som pårørende
Relationen kan være belastet
Som pårørende kan det være svært at acceptere at relationen til din nærtstående ændres. Ændring af relationen kan opleves meget forskelligt – her er nogle bud:
· Relationen er på din nærtståendes præmisser
· Du oplever ikke at få ret meget tilbage
· Du skal gå på listefødder overfor din nærtstående
· Du kan ikke give udtryk for din egen mening
· Du oplever at din nærtstående er grænseoverskridende
Som pårørende er du optaget af, hvordan din nærtstående har det, hvilket er godt og naturligt, men da en person i mistrivsel i sit udgangspunkt har det svært med sig selv og livet, kan din relation til den nærtstående blive ufleksibel og usund.
Herunder vil jeg beskrive 4 relationsformer, som du måske kan genkende som pårørende.
Den ”for tætte relation”
I denne relationsform er du som pårørende overinvolveret i din nærtståendes liv, og de personlige grænser udvaskes. Den pårørende og den nærtstående blander sine egne og den andens følelser sammen og ”jeg” og ”du” bliver til et ”vi”. Her bliver den pårørende medlidende, fordi forholdet bliver for tæt, og det kommer ofte til udtryk ved, at du som pårørende ønsker at være der og hjælpe. Som pårørende i ”den for tætte relation” har du svært ved at give slip på personen i psykisk mistrivsel og overlade vedkommende til sit eget liv. På den måde kommer du som pårørende til behage, sørge for, hjælpe og støtte din nærtstående med alt fra følelsesmæssige, praktiske, sociale og økonomiske forhold. Du, som pårørende bliver den ansvarlige og glemmer dig selv og dine egne behov, og i det lange løb er det meget belastende for dig. Oveni er det uhensigtsmæssigt for personen i psykisk mistrivsel at få hele ansvaret frataget, da muligheden for udvikling og vækst bliver mindre.
Den ambivalente relation
I den ambivalente relation oplever du som pårørende både at ville kontakten til personen i mistrivsel og et ønske om at ville bryde den. Der er mange svære følelser at forholde sig til som pårørende, og man svinger mellem at over- og underinvolvere sig. Indimellem kan man ikke holde ud at være pårørende og har måske nogle ønsker og tanker, som du er flov over – fx: jeg ville ønske at personen i psykisk mistrivsel ikke var her.
Blandede følelser som sorg, omsorg, vrede, medfølelse og kærlighed eksisterer side om side, og kommer til udtryk i forholdet til din nærtstående som strittende i forskellige retninger.
Den fraværende relation
I den fraværende relation beskytter du som pårørende dig selv ved at distancere dig fra personen i psykisk mistrivsel. Som pårørende lukker du ned for de svære følelser ved at tage afstand til din nærtstående. Du sætter barrierer op og lukker det, der gør ondt, ude. Det kan være at du bagatelliserer det, din nærtstående fortæller, som opleves svært, fordi du fx. ikke kan rumme at være magtesløs. Den yderste konsekvens af den fraværende relation kan være et totalt brud på relationen, fordi det er for svært at rumme personen med psykisk mistrivsel.
Indadtil oplever du at være alene med alt det svære og har svært ved at søge om hjælp. På kort sigt kan denne overlevelsesstrategi føre til lettelse, men der følger ofte dårlig samvittighed med. Som pårørende kan du plages af tanker i forhold til, om du har truffet det rigtige valg, og måske er der mennesker i din omgangskreds, som ikke forstår det valg, du har truffet.
Den afbalancerede relation
Denne relationsform er afbalanceret og hensigtsmæssig i forhold til personen i psykisk mistrivsel. Begge parter er bevidste om at være selvstændige individer og kan respektere hinandens grænser. Du, som pårørende, har gjort op med dig selv, hvor meget rollen som pårørende skal fylde i dit liv, og du kan finde ud af at tage vare på dig selv. Dog sættes også den afbalancerede relation på prøve, når der sker noget ekstraordinært i din nærtståendes liv, hvorfor den afbalancerede relation ikke skal opfattes som afbalanceret hele tiden. Pårørende i den afbalancerede relation gør sig også mange tanker om, hvordan man kan forberede sig til næste gang, der sker noget for personen i psykisk mistrivsel. De svære følelser er også til stede hos pårørende i den afbalancerede relation, men her har den pårørende mere erfaring, viden og bevidsthed om, hvordan de håndteres mest hensigtsmæssig.
Bevar den gode relation
Som pårørende kan du gøre meget for at bevare den gode relation til personen i psykisk mistrivsel. Det er vigtigt at huske på, at en person i psykisk mistrivsel indeholder meget mere end blot symptomerne på mistrivsel. Her er der tale om et menneske med sin egen historie og erfaringer, som det er værd at lytte til og tage alvorligt. Kommunikationen imellem dig som pårørende og din nærtstående skal bero på nysgerrighed og evnen til at lytte. Hvis en samtale indledes med et ønske om at ende et bestemt sted, sættes nysgerrigheden og lytteevnen ud af spil. En åben samtale hvor muligheden for overraskelser og udvikling ligger i dialogen styrker relationen imellem samtalens parter.
Den gode relation bevares også ved bevidst ved at have taget stilling til på forhånd, hvordan du som pårørende ønsker at reagere næste gang personen i psykisk mistrivsel udøver selvcentreret adfærd med op- og nedture og/eller grænseoverskridende adfærd.